|
mini nümph
Når et ønske kommer fra hjertet, bliver det hørt. Og siden vi i nümph startede med at virkeliggøre vores drømme om det tøj, vi selv vil gå i, i et stærkere og mere personligt brand, har vi drømt om at skabe en kollektion til vores døtre og små søstre (eller vores veninders) - de små, seje piger, der skiller sig ud ved at være nysgerrige, fantasifulde og deres helt egne.
Mini nümph er nümph prints og designs, skaleret ned i 0-6 år, og tilføjet den bevægelsesfrihed, små alfepiger har brug for, når de legende opdager verden. Hendes tøj skal støtte hende i at udfolde sig frit og fantasifuldt uden begrænsninger, det skal være blødt og behageligt, lunt om vinteren og kølende om sommeren. Rene naturmaterialer i enkle snit, der kan tåle leg og latter fra morgen til aften – i naturens egne, unikke farver: Jordbær moset ud i fløde, sensommeræbler, grøftekantsgræs, bark og brombær. Den ene dag er hun nemlig en sej Sørøver Sally, den næste dag en bjørn, der spiser honning, men som regel er hun en alf, for hun kan nemlig flyve - så længe der ikke er nogen, der kigger.
Når Alfepigen triller ud af sengen om morgenen, tager hun sin bedste ven, Stoffofanten, under armen og drager på eventyr i skoven. Her gemmer den duftende skovbund på en hemmelig skat af røde ahornblade, en koloni af bænkebidere og flade, glatte tryllesten. Bevæbnet med den sejeste regnfrakke og en pakke rosiner, er der intet, der kan stoppe hendes eventyrlyst.
Og når solen går ned efter dagens skattejagt, falder hun trygt i søvn under kæmpe-egen, der drysser de dejligste lyse drømme ned over hende. Hendes venner, skovens små alfer, lægger en mospude under hendes kind og dækker hende med en lun dyne af dunhammer-dun, indtil hendes mor kommer og bærer hende hjem i seng.
www.mininumph.dk
Vis produkter fra mini nümph
|