Stor guide til de allerbedste dåbsgave ideer

Savner du inspiration til gaven eller ønskelisten til barnedåben? Så læs med her, og få vores allerbedste bud på skønne gaveideer til dig, der skal holde barnedåb, og til dig der er inviteret til en.

Hvad giver man i dåbsgave?

Hvis du skal være gæst til en barnedåb eller navngivning inden for den nærmeste fremtid, skal du naturligvis medbringe den helt rigtige dåbsgave. Men hvad ønsker en lille baby sig egentlig?

Der findes et væld af skønne dåbsgaver, hvorfor det kan være en udfordring at vælge den helt rigtige. I denne guide giver vi dig det gyldne overblik over de absolut bedste dåbsgaver. Og vi sørger naturligvis for, at der er noget for enhver smag og til enhver pengepung.

En brugbar, velvalgt og personlig dåbsgave skaber glæde for både barn såvel som forældre. Vi har samlet vores bedste bud på dåbsgaver til både drenge og piger, og vores guide rummer klassikere, personlige gaver og gaver, som bringer glæde gennem et helt liv.

Flotte dåbsgaver

Klassikerne

Er du i tvivl, så vælg en af de helt klassiske dåbsgaver. Forær eksempelvis den lille ny en Kay Bojesen gyngehest i bøgetræ, et sæt personligt sengetøj eller et babytæppe med broderet navn, fødselsdato, vægt og højde.

Afhængig af budgettet kan du også vælge at købe møbler til den nyfødte. Gode dåbsgaver inden for denne kategori kan eksempelvis være sansegynger, højstole eller måske endda børnemøbler fra Hans Wegner, hvis den lille virkelig skal forkæles med tidsløst interiør til børneværelset. Søger du omvendt en mere budgetvenlig klassiker, kan vi anbefale dig at forære et unikt lille bordflag, hvor barnets navn og fødselsdato er indgraveret.

Smykkerne

I dag findes der et væld af søde og fine smykker til de helt små, og smykker er især oplagte dåbsgaver til nyfødte piger. Her har du både mulighed for at gå den helt klassiske vej og vælge et tidsløst Dagmarkors, en kæde med stjernetegn, forbogstav eller måske en mindeværdig medaljon med dåbsdatoen indgraveret. Du kan også overveje, om den nyfødte guldklump skal foræres et arvestykke med historie fra bedstemor eller oldemor.

Smykkerne behøver dog ikke være forbeholdt de nyfødte piger. Hvis du vælger at forære et gavekort til en guldsmed, har det lille drengebarn nemlig mulighed for eksempelvis at få sin første sko eller sut forsølvet senere i livet. Du kan også give den nyfødte en smuk sparebøsse, som findes i et væld af udgaver. Den er et kært minde, der holder hele livet, og så kan den også bruges til at starte børnesparingen med.

Spændende historier og gode sange

Fyld den lilles liv med spændende historier og sød musik. Giv en spændende højtlæsningsbog i gave, og skab glæde for barnet igen og igen. ”Mine 100 første ord”, ”H. C. Andersens bedste eventyr” eller ”Lotte og Totte” er alle et udpluk af dejlige klassikere, der uden tvivl vil skabe glæde flere år fremadrettet – både som oplæsning såvel som når den lille spirrevip selv får lært at læse.

En sangbog er ligeledes en klassisk gave, og en illustreret en af slagsen er uden tvivl en oplagt gaveidé til barnedåben. Både ”Åh Abe” og ”Gyldendals store sangbog for de små” hører til blandt de mest populære af slagsen. Derudover er de også budgetvenlige bud på en dåbsgave og dermed oplagte, hvis der kun er afsat et mindre beløb til denne, eller hvis den nyfødte skal forkæles med flere små gaver. Du kan eksempelvis finde denne type dåbsgave på Bogreolen.dk, hvor der et fint udvalg af de klassiske fortællinger og populære sangbøger.

Velbekomme

Skal dåbsgaven både være flot, personlig og brugbar? Så kan det være, at du skal vælge at investere i et børnestel eller et sæt børnebestik. Stel såvel som bestik fås både i klassisk dansk design fra mærker som Royal Copenhagen og George Jensen såvel som bestik direkte fra guldsmeden udarbejdet i stål eller sølv, hvor du også har mulighed for at få tilføjet søde, personlige indgraveringer.

I dag kan du få bestik og service med alverdens motiver til de helt små – uanset om kopperne skal prydes med hjerter, Cars eller alle alfabetets bogstaver. Det helt rigtige børnestel eller -bestik kan gå i arv fra generation til generation og skabe glæde for en hel familie.

I glas og ramme

De fleste har i dag både kameratelefoner og digitalkamera. Vi knipser på livet løs for at forevige alle de fantastiske øjeblikke, en barneopvækst kan byde på. Dog holder vi på, at de ikke kan hamle op med professionelle billeder af den lille guldklump. Derfor kan et gavekort til en professionel fotografering af den nye verdensborger eller en flot billedramme til allerede eksisterende minder ramme fuldstændig plet hos de nybagte forældre.

I forlængelse heraf kan du også overveje, om et fotoalbum eller en scrapbog med den nyfødte spirrevip som hovedperson måske ville være en helt perfekt og ikke mindst enormt personlig gave.

Leg og læring

Den klassiske BRIO gåvogn, en rød dukkevogn i træ eller hvad med en uro, der skaber ro? En stor del af den nyfødtes fremtidige år vil stå på sjov, leg og læring. Derfor er det også en oplagt idé at give en dåbsgave, der opfordrer til massevis af timer med leg og udvikling.

Om du vælger at give bamser og bløde krammedyr, klodser og kasser eller måske sansestimulerende og lærende legetøj er helt op til dig; mulighederne er uendelige, og uanset hvad du vælger, er du med denne type gave sikker på at give dåbsbarnet mange timers sjov og udviklende leg.

Penge til børneopsparingen

Har du lyst til at give en dåbsgave, som også spreder glæde langt ind i fremtiden? Eller er du ikke sikker på, hvad de nybagte forældre ønsker sig på vegne af deres barn? I sådanne tilfælde kan det være oplagt at tænke fremadrettet og give et lille tilskud til børneopsparingen.

Penge i dåbsgave er mest almindeligt blandt forældre og især bedsteforældre, men vores erfaring er, at det altid falder i god jord med en gave, der også kan være til glæde og gavn om mange år.

Glem ikke mor

Når der kommer en lille ny til verden, stjæler han eller hun naturligt nok størstedelen af opmærksomheden. Det er dog vigtigt ikke at glemme forældrene, og især babys mor som har båret barnet i ni måneder og efterfølgende skal bruge størstedelen af sine vågne timer på at passe det lille vidunder.

Især i de første måneder er der ikke meget alenetid til mor, så det er guld værd med betænksomme gaver, der kan tage fokus lidt væk fra gylp og bleer. Selvom du er til barnedåb, og baby skal være i fokus, er der ikke noget galt i at have en lille gave med til den nybagte mor. Hun er midt i en dejlig, men stressende tid, så noget lækkert ammetøj, der kan få hende til at føle sig smuk, vil helt sikkert falde i god jord. Det behøver ikke være dyrt, men bare det, at du har tænkt på hende vil helt sikkert sprede stor glæde.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *